To kammerater på tur

Tag en tur til Aalborg med én af dine kammerater og få en dag fyldt med fede oplevelser.

Adrenalinkick og sved på panden

Start jeres dag med en tur i de lynhurtige RIB-IT speedbåde og mærk, hvordan adrenalinen pumper, når I suser afsted på Limfjorden. Vil I hellere selv sidde bag rattet, er der i Gokart World rig lejlighed til at få jeres indre racerkører lokket frem, når I udfordrer hinanden på den krævende bane, som Tom Kristensen har været med til at designe. Eller hvad med at skifte gokarten ud med en mountainbike og få pulsen op og sved på panden på én af de mange mountainbike-ruter, der findes i og omkring Aalborg? I Funcenter kan I prøve lasergame, paintball, human football table og meget mere. Her kan I få sved på panden og én på opleveren, mens I udfordrer hinanden i en af de mange discipliner.

Mad skal der til

Efter de fysiske udfoldelser er det tid til at få noget at spise, og hvad er mere passende end en stor burger? Hos Caféministeriet kan I bestille en burger med det velklingende navn "Ministerens burger" og hvis I synes at det lyder for fint, så kan en "Triple B Burger" med BBQ-dressing, bacon og bernaise fra O'Learys anbefales. I kan også lægge vejen forbi Aalborgs helt eget mikrobryggeri, Søgaards Bryghus, som udover at brygge øl, også serverer klassiske frokostretter - selvfølgelig akkompagneret af husets egne øl. Kombinér eventuelt frokosten med en rundtur på bryghuset og bliv klogere på, hvordan det gode øl bliver til.

Fodbold og fadøl

I Aalborg har I rig lejlighed til at pleje interessen for sport. Tag en tur på Aalborg Stadion og mærk stemningen, når byens hold spiller kamp. Eller hvad med en ishockey- eller håndboldkamp? I kan også vælge at læne jer tilbage med en velskænket fadøl i hånden på én af byens pubber. Her vises ofte kampe fra dansk og europæisk topfodbold. Eller I kan benytte boldbanerne på Aalborgs havnefront, hvor I kan spille enten fodbold eller basketball.

Livemusik i Aalborg

Er I til livemusik, skorter det heller ikke på mulighederne i Aalborg. Spillestedet Skråen i Nordkraft gæstes ofte af store navne fra både ind- og udland, og på Studenterhuset kan I slå jer løs til tonerne af tidens nye navne. Er I mere til alternativ musik, findes der i Aalborg et levende undergrundsmiljø. På 1000FRYD kan i opleve bands fra smallere genrer som punk, metal og hip hop, imens I drikker kølige økologiske øl fra baren, og på Platform4 er det den elektroniske og eksperimenterende musik, som er i højsædet.

En tur i Aalborgs natteliv

Ingen tur til Aalborg uden et besøg i Jomfru Ane Gade. Den velkendte forlystelsesgade er med sine mange barer og diskoteker, er et oplagt sted at gå i byen og feste til den lyse morgen. Før I når så langt, kunne I varme op med en omgang bowling på Seaport Café & Bowling. Lav en strike, når den røde kegle står forrest, og I får en gratis omgang øl.

Del denne side

Highlights i Aalborg

Highlights i Aalborg

Check vores liste med udvalgte highlights i Aalborg. Aalborg er Nordjyllands hovedstad - og det er her det sker! Her på listen finder du de største og mest spændende begivenheder i den kommende tid...