©  Foto:

Remisen i Dokkedal

Remisen blev bygget i forbindelse med moseopdyrkningen i 1930. I dag er et hold af frivillige med til at restaurere maskiner og inventar, hvilket helt klart er en visit værd for de teknik-interesserede.

To af de meget interessante materialer er Dræsinen og Grevens Jagtvogn. Dræsinen er en gammel hånddrevet vogn, som kan være en stor udfordring at få til at køre - det handler om at samarbejde rigtigt, hvilket kan være skægt for både børn og voksne.

Grevens Jagtvogn bærer en imponerende historie. Greven af Lindenborg fik anlagt spor gennem mosen, da han var blevet dårligt gående og havde svært ved at komme på andejagt. Efter mange års tro tjeneste endte Grevens Jagtvogn sine dage i et hul i Tofte Skov, men en lokal kvinde kunne huske, hvor den var "begravet". Med stort slid lykkedes det at bringe vognen hjem til Remisen, hvor den undergik en stor restaurering, der bl.a. inkluderede en ny motor.

Spændende bygninger og interiør

På grunden er der tre bygninger. I hovedbygningen er der maskin- og smedeværksted. Samtidig er det gamle lager bevaret, og du kan bl.a. se de gamle regnskabsbøger. I den anden bygning er der udstillet landbrugsmaskiner, vogne samt skomager- og læderarbejdsremedier. Den tredje bygning indeholder et træværksted, en reparationsplads til gamle traktorer og en loppemarkedsplads.

Læs mere om Remisen i Dokkedal