23 ting du skal prøve på Aalborg Kyst

23 ting du skal prøve på Aalborg Kyst

Foto: VisitAalborg

Find inspiration til 23 spændende aktiviteter for børn og barnlige sjæle I kan lave på Aalborg Kyst.

Giv den gas i Danmarks største hoppepude
I Portlandsmosen er der anlagt gangbroer ovenpå underlaget, fordi det er så blødt. Se hvor meget I kan få gangbroerne til at vippe. Se uddybende info under Forældrehjælp...
Gå på troldejagt i det hule træ
Det går historier om, at det hule træ ved Lille Vildmosecentret ofte får besøg af en lille trold. Tør du gå ind og se om den er hjemme?
Er du en god fuglekigger?
I Lille Vildmose er der mange flotte og seje fugle. Hvor god er du til at få øje på dem? Se fx om du kan finde ørne, traner, gæs eller ænder.
Lav et aftryk af et dyrespor
Gå på jagt efter dyrespor og se om du kan tage et aftryk af sporene. Under Forældrehjælp kan du læse, hvor på Aalborg Kyst det kan være godt at finde dyrespor.
Kan du samle din egen mad?
I naturen kan I finde brændenælder til salaten, svampe til saucen eller bær til desserten. Få hjælp af mor eller far så der ikke kommer giftige planter med hjem.
Vejrmøller eller vandmøller?
Hvor mange vejrmøller kan du lave i træk? Se eventuelt om man kan lave en vejrmølle ude i vandet - hedder det så egentlig en vandmølle?
Tør du fange en krabbe med fingrene?
Krabberne er små og hurtige, men måske er du endnu hurtigere? Se om du kan fange en eller flere krabber – måske du kan fange nok til at lave en krabbesuppe?
Kan du erobre din egen badeø?
Ud for kysten er der mange små sandøer. Se om du kan erobre en af dem, plante en sten på øen og blive konge på egen ø.
Byg et flot slot... af sand
Hvor god er du til at bygge et sandslot? Det behøver ikke at være stort, men det er vigtigt at du gør dig umage.
Slå smut med sten
Prøv at se hvor god du er til at slå smut med en sten på vandet. Det er svært, men hvis man øver sig lidt, så skal man nok få det lært.
Svøm en tur i Kattegat
Vandet ved Aalborg Kyst er lavt. Tæl hvor mange skridt du skal tage, før du står i vand til navlen. Få eventuelt hjælp af mor eller far til at tælle.
Er du en god ravjæger?
Se om du kan finde rav på strandende. Det er kun de allerdygtigste, der kan få øje på ravet, så bliv ikke skuffet, hvis du ikke finder noget.
Hvor god er du til at snorkle?
Ved Egense Strand er der en snorkelsti – et reb under vandet, som det gælder om at følge, så langt man kan. Find ud af, hvor god du er til at snorkle.
Gå en tur i munden på en Blåhval
På torvet i Hals står der en kæmpestor hvalkæbe, som stammer fra en blåhval. Hvor mange skridt skal du tage for at gå fra den ene ende til den anden?
Tæl kanonkuglerne ved Hals Skanse
Skansen er fyldt med kanonkugler, som tidligere blev brugt til at beskyde fjender med, men kan du tælle, hvor mange der er?
Tag et fotografi af dig selv som kanonkonge
Få taget et billede til fotoalbummet, hvor du sidder, står eller ligger på en af de imponerende kanoner ved Hals Skanse.
Har du kræfter nok til at få Dræsinen til at køre?
På Remisen i Dokkedal er der en gammel Dræsine, som kører ved hjælp af håndkraft. Kan du få Dræsinen til at køre?
Er du sej nok til at bestige et bjerg?
Det er ikke alle børn, der er stærke nok til at gå op ad Mulbjerge – se om du har styrken til det! Tag evt. tid på, hvor hurtigt du kan gøre det.
Tør du være nattespejder?
Naturen laver nogle andre lyde, når det er mørkt, men hvor kommer lydene fra? Tør du gå en tur i skoven eller i klitterne mens det er mørkt?
Natur-tags - fortæl din historie
Natur-tags er små kreationer af fx sten, grene eller muslingeskaller. ”Afmærk” naturen med dit personlige aftryk, så andre senere kan se det.
Kan du styre en drage?
Hvor god er du er til at mestre dragen i den friske vind? Det er tilladt både at bruge en hjemmelavet drage eller en som er købt.
Kan du tænde et bål?
Se om du kan tænde et bål af ting, som du finder i naturen. Det er ikke tilladt at bruge aviser og tændbriketter, men en lighter må bruges til at tænde.
Sejl tværs over Limfjorden
Tag familien en tur med ombord på Hals-Egense færgen, som sejler jer over Limfjorden. Det er både en sjov og flot tur!