Gastronomien i Aalborg blomstrer

Nordjylland er hele Danmarks fødevarekammer, og Aalborg er metropolen i centrum, hvor du kan opleve råvarerne serveret i unikke, hyggelige og autentiske omgivelser på byens markante restauranter.

Velkommen til Aalborg - en by i vækst, en by i udvikling og en by der elsker at få gæster. Nye moderne arbejdspladser har afløst de tunge industrielle hverv på Aalborg Portland, Spritfabrikken og Aalborg Værft, studerende fra hele landet søger mod Aalborg Universitet, Havnefronten dirrer af innovation og den kulturelle scene er eksploderet ud over hele byen. Sideløbende med alle disse iøjnefaldende forandringer har gastronomien fået lov til at stå og simre ovre i hjørnet – og nu er den klar til at blive serveret!

I mange år har Mortens Kro været mest markant, når det gælder om at repræsentere Aalborg på den nationale såvel som internationale gourmetscene. De dage er nu talte, og en florerende gastronomisk udvikling i byen har gjort, at mange flere er kommet til – mange flere. Restaurant Fusion, Restaurant Bühlmann, Restaurant Tabu og Restaurant Applaus er bare nogle af de mest omtalte, men også Bistro 59, Rusk, Nam, Princes Juliana, La Locanda, San Giovanni, Musikkens Spisehus, Rositas Bistro, Bistro V, Brdr. Price og Søgaards Bryghus anerkendes for deres høje gastronomiske niveau.

Hele Danmarks fødevarekammer

Det kan godt være, at den brede nordjyske restaurationsbranche først for alvor er ved at komme op i omdrejninger nu, men de gode råvarer har altid været inden for rækkevidde. Nordjylland kan nemlig byde på noget af det allerfineste landbrug i Kongeriget Danmark. Kartofler dyrkes med stor succes i vildmosens næringsrige jord, nordjyske mejerier producerer ost i verdensklasse af mælk fra køer med nordjysk accent og fjorden og den omkringliggende kystlinje bidrager med frisk fisk og skaldyr ad libitum. Bryghusene skyder op af den nordjyske spagnum med Bryghuset Vendia, Søgaards Bryghus og Skagen Bryghus i spidsen og selv vin produceres nu lokalt på fem forskellige vingårde i regionen.

De gode råvarer og de passionerede nordjyske madsjæle ligger dybt i den nordjyske DNA, og snart er det da heller ikke kun de traditionelle restauranter, der kan byde på nordjyske specialiteter. Ambitiøse og innovative projekter som BoxTown, Food Trucks og Aalborg Street Food The Lighthouse har taget de første spadestik, sået de første frø og kan snart invitere turister og lokale inden for til nye spændende madoplevelser i autentiske omgivelser rundt om i byen, ved Spritfabrikken og den gamle Skudehavn. Gode idéer skorter det ikke på, men om de ligger i den friske luft eller skyller ind over land fra Limfjorden er stadig en smule uvist.

Øget konkurrence giver større udvalg

De mange nye aktører på gourmetmarkedet har også bidraget til en øget konkurrence på feltet. En konkurrence der i sidste ende kommer alle byens sultne gæster til gode. Kampen om at skille sig ud i mængden og tilbyde gæsterne noget hel særligt er i den grad intensiveret, men den nordjyske kampånd, kreativitet og gå-på-som-hed lader ingen kokke knække uden kamp. Derfor ses der i det aalborgensiske bybillede, og i regionen generelt, vidt forskellige menukort, inspireret af forskellige køkkener og dét i vidt forskellige prisklasser.

Det italienske, franske og spanske køkken, det nye nordiske køkken, det amerikanske blandingskøkken, asiatiske specialiteter, sydamerikansk kogekunst og danske klassikere, alle er de repræsenteret og alle er de fortolket af dygtige kokke med internationalt snit. Så selv etniske, eksotiske eller blot udenlandske smagspræferencer er ingen undskyldning for ikke at gå på kulinarisk opdagelse. Det er bare at støve de udenlandske gloser af og få bestilt!

Bent Christensen, redaktør for Den Danske Spiseguide og dansk gastronomis grand old man, har også lagt mærke til den heftige nordjyske udvikling. Ja han siger sågar, at den skærpede konkurrence er med til at "geile" de ambitiøse og talentfulde kokke op og presse dem til at gøre det endnu bedre. Og det er jo lige præcis dét konkurrence kan; få en restauratør ud af fjerene, ud til de gode råvarer, op på hesten og hjem til gryderne.

Michelin-stjerner til Aalborg og Nordjylland

Regionen har endnu den første Michelin-stjerne til gode, men det bliver der forhåbentlig snart lavet om på! Inspireret af den evige jyske rival Aarhus, er fem af egnens toprestauratører gået sammen i netværket GastroNorth der, med hjælp fra eksterne samarbejdspartnere, arbejder målrettet på at skabe opmærksomhed omkring den gastronomiske udvikling i området. I sidste ende er målet at få sat Nordjylland på Michelin-landkortet, og mon ikke de snart må give sig nede blandt de franske mad- og bildæksentusiaster? Det satser vi på!

International anerkendelse er dog ikke en by i Rusland for de nordjyske restauratører. Den anerkendte nordiske spiseguide The White Guide har for længst fået øjnene vendt mod det nordlige Danmark. Ruths Hotel, Brøndums Hotel, Vendia Gourmet og Vendia Brasserie er sammen med Mortens Kro og Restaurant Tabu alle blevet indlemmet på den nyeste udgave af den fine liste over Nordens bedste spisesteder. Og det er vi bare godt og grundigt nordjysk stolte over!

Endnu engang velkommen – og ikke mindst velbekomme!

Del denne side

Mortens Kro i Aalborg

Gastronomi i Aalborg

Store kulinariske oplevelser venter på dig i Aalborg. Kom og tag en bid af byen...