Natur - dansk vildmark

Tro det eller ej. Mindre end en halv times kørsel fra Aalborg ligger en dansk vildmark med imponerende og uberørt natur. Lille Vildmose hedder den.

Det er blevet middag...

...og varmen stiger op over Lille Vildmose. Pludselig viser kongeørnen sig. Majestæten i mosen er en mester i at udnytte lune luftstrømme - en metode som også svævefly benytter. Ørnen, der har et vingefang på mere end to meter, stiger til vejrs. Så begynder den at cirkle over Høstemark Skov og kommer til sidst tæt på det tårn som du står og ser på. Høstemark Tårnet hedder det.

Dette tårn er et af fire observationssteder i Lille Vildmose, hvor besøgende kan få overblik over en stort set uberørt natur med vilde dyr og fugle. I tre af tårnene er der sat kraftige kikkerter op. De gør det muligt for publikum at stille skarpt på en svævende kongeørn og føle en form for nærkontakt med den i Danmark meget sjældne majestæt. Der yngler to par kongeørne i Lille Vildmose - de eneste fritlevende eksemplarer i Danmark.

Sikker adgang til vilde dyr

Lille Vildmose er det nærmeste man i Danmark kommer en storladen vildmark med sky pattedyr som færdes frit fremme i dagens lys, så man kan opleve deres naturlige adfærd. Vildmosen er et dansk svar på en savanne i Østafrika, hvor flokke af græssende dyr præger billedet. Området, der næsten er på størrelse med Amager, er let at køre til og komme rundt i. Den sydlige del Tofte Skov og Mose er omkranset af vildthegn, og det samme er Høstemark Skov i Vildmosens nordøstlige hjørne. Lille Vildmoses naturskove har været indhegnet i næsten 100 år. Og hegnene er selve baggrunden for at Danmarks største bestand på et par hundrede vildsvin kan leve i Tofte Skov.

Vildsvinet blev udryddet i Danmark i 1700- og 1800-tallet, men i 1926 blev det indført fra Nordtyskland til Tofte Skov, hvor det lige siden har rodet og regeret med sin markante tryne. Vildthegnene har også været en livsforsikring for det ældgamle jyske kronvildt. Lille Vildmoses krondyr er direkte efterkommere af de hjorte og hinder der vandrede ind og tog Jylland i besiddelse efter den seneste istid for hen ved 10.000 år siden.

Efterår med brunst og hjortebrøl

Når man besøger Tofte Tårnet umiddelbart nord for badebyen Øster Hurup i den sydlige udkant af Lille Vildmose og hører kronhjorten brøle på sletterne, får man et ekko fra tidernes morgen. Det var også sådan stenaldermanden hørte hjorten og fik signalet til en livsvigtig jagt på kød og skind.

August, september og oktober er de bedste måneder at opleve krondyrene i. Her er brunsten i gang og efterårets brøl præger Vildmosen. Publikumstårnene i Lille Vildmose er åbne døgnet rundt, og de giver publikum mulighed for at opleve nogle af de mest storslåede naturscenerier i Danmark.

Se ræveunger i juni

På kystvejen mellem Øster Hurup og Dokkedal ser man ofte ræve, da der findes flere rævegrave tæt på den befærdede landevej. Med lidt held kan man særligt i juni opleve rævehvalpe, når hvalpene begynder at blive lidt større og lidt modigere.

Mellem Høstemark Skov i nord og Tofte Skov i syd ligger de brune, vidtstrakte flader med spagnum-produktion. Pindstrup Mosebrug graver her spagnum til pottemuld. Produktionen vil dog stoppe i løbet af nogle år, hvorefter højmosen skal genskabes. Mosens naturlige plantetæppe skal igen have lov til at vokse ud over de åbne spagnum-felter. Vest for de brune flader med stakke af spagnum ligger den lange og smalle Portlandmosen. Her er der fri adgang året rundt.

Saml bær i naturens hoppeborg

I Portlandmosen kan man trave en tur og få den sande fornemmelse af højmosen. Lille Vildmose er i bogstaveligste forstand en kæmpemæssig svamp i landskabet, cirka ti kilometer fra nord til syd og fem kilometer fra øst til vest. Den østhimmerlandske mose er den største højmose i Nordvesteuropa.

Svampen består af spagnummosser der har en formidabel evne til at holde på vandet fra nedbøren. Mosserne samler regn, slud og sne. I løbet af cirka 1.500 år har de bygget højmosesvampen op så Lille Vildmoses svamp i dag har en tykkelse på 3-5 meter. Under de svampede mosser ligger den faste sandbund fra stenalderhavet.

En højmose er en slags naturens svar på hoppeborgen. Underlaget vibrerer når man hopper derude. Man skal dog passe på hullerne i mosen for man kan synke i til livet eller armhulerne hvis uheldet er ude. Portlandmosen serverer masser af bær særligt tranebær, om efteråret. Alle kan tage derud og fylde en kurv med bær når Lille Vildmose fra august og året ud bærer frugt.

Del denne side

Stjernepunkter i Lille Vildmose

I VisitAalborgs InfoCenter kan du få udleveret den lille folder "Stjernepunkter i Lille Vildmose" som guider dig til de gode udsigtspunkter i området hvorfra du kan opleve det storslående landskab og komme tæt på dyrerne.

Flyv som en ørn i Lille Vildmosecentret

Lille Vildmose har fået nyt oplevelsescenter, der gør den gamle vildmose levende for dig som besøgende. Centret fortæller om mosens historie, dyr og planter. Her er eksperimentarium, hvor du kan få fingrene i mosen og dens dyr. Du kan se film - og tage en flyvetur i ørnesimulator, der viser vildmosen i fugleperspektiv. Og meget mere! Centret har en hyggelig cafe med storslået udsigt over mosen.

Læs mere på Lille Vildmosecentrets hjemmeside

Høstmarktårnet

Rovfugl i Lille Vildmose

Høstmarktårnet giver optimale forhold for at opleve de store danske ørne og se den storstlåede natur som udgør Lille Vildmose.

Rovfugletårnet

Få en unik vinteroplevelse når fuglene i Lille Vildmose bliver fodret med slagteraffald på en platform ud for rovfugletårnet. De største gæster er ørnene, men også ravne, musvåger og fjeldvåger tager for sig af de udlagte delikatesser.

Tofte Skov og Mose

Tofte Skov på 500 ha er blandt de største, sammenhængende naturskove i Danmark. 

Tofte Mose dækker ca. 2000 ha og er den sydlige rest af den oprindelige højmose. Her fouragerer krondyr og rådyr om vinteren, og om sommeren yngler fugle som stor regnspove trane.

Sjove oplevelser i Lille Vildmose

Oplev gyngende grund i mosen, fuglelivet på tæt hold, hør om den kødædende plante Soldug eller vær med på sidelinjen, når naturvejlederen flår et krondyr - ja vildmosen byder på mange forskellige og spændende ture. 

Læs mere om oplevelser i Lille Vildmose

Lille Vildmose i vildmarken

Mindre end en halv times kørsel fra Aalborg ligger en dansk vildmark med imponerende uberørt natur og et væld af spændende arrangementer, der får dig på opdagelse i den idylliske mose.