Pandekagetårn på Cafeministeriet

En kæresteweekend i Nordens Paris!

Foto: Anna Funder

Jeg bemærkede, at Aalborg er rolig og hyggelig, og jeg var imponeret over det fine udvalg af butikker, som vi brugte formiddagen på at besøge.

Jeg er glad for at besøge danske byer, men havde endnu ikke været i Aalborg, før en weekend i november. Her var jeg akkompagneret af min kæreste, og efter en upåklagelig togtur, ankom vi til vores bopæl de følgende dage: First Hotel, der skulle vise sig at være et herligt sted. Vi blev placeret på et behageligt værelse, hvor man i den store, bløde seng havde udsigt over Aalborgs Havn og var i kort gåafstand til både Utzon Center, Musikkens Hus og centrum.

Efter en god nats søvn, driblede vi ned til hotellets morgenmad, der indeholdt både bagværk, frugt, ost og kaffe, og dermed var vi klar til at opleve Nordens Paris; Aalborg. 

Julemarkedet var netop åbnet, og der var både var juletræstænding, julemandsbesøg og musikoptog i byen. Der var mennesker i gaderne og glitrende lys, så langt øjet rækker. Jeg bemærkede, at Aalborg er rolig og hyggelig, og jeg var imponeret over det fine udvalg af butikker, som vi brugte formiddagen på at besøge: Studio Unum, Ameli og Gejst var favoritter.

Men også klassikere som FDB Møbler, Brdr. Sørensen og Salling er værd at spendere tid i. Til frokost valgte vi fem, små anbefalelsesværdige retter hos Café Spiret, hvor der var alt fra karamel-havregrøn over brunch-pølser til vegetartoast; altså noget for en hver smag. Dertil juice og kaffe (selvfølgelig!), og som om det ikke var nok, drak vi stærk gløgg hos farvestrålende, livlige Penny Lane, inden vi satte kursen mod Zoologisk Have.

Efter en rask gåtur fra centrum var vi fremme ved Zoo, der i højtidens anledning havde imponerende lysopsætninger. Det var muligvis weekendens højdepunkt, for det var smukt, som det lyste op i mørket, mens vi så på elefanter, kuduer og dværgflodheste. 

Til aften spiste vi på autentiske Ma Petit France, hvor der herskede en rar og uformel stemning. Om det var på grund af ejerens rolige hund, der glædeligt blev klappet og kløet, eller om det var den hjemlige atmosfære, de formåede at skabe, er svær at sige. Vinen var i al fald god, og det samme var den tapas, vi fik serveret!

På vej hjem, gik vi en tur gennem byen, og var således klar til næste dag. Den bød nemlig på et visit hos Utzon Center, der både har interessante udstillinger, flot håndværk og ikke mindst en lille museumsbutik. Weekenden rundede vi af hos Caféministeriet med god betjening plus avocadomadder og en pandekagesandwich – den er værd at anbefale! 

Aalborg er en rigtig dejlig by, og jeg kommer meget gerne igen.