Smagen af Aalborg

Gastronomien blomstrer

Aalborg er fyldt med gastronomiske oplevelser, og der blomstrer hele tiden nye spisesteder frem. Byens mange restauranter har flere gange været under madanmeldernes lup, og en række af de mest anerkendte restauranter - herunder Restaurant Applaus, Mortens Kro, Restaurant Tabu, Textur og Restaurant Fusion - er endda repræsenteret i den prestigefyldte restaurantguide White Guide. Foruden Aalborgs store udbud af gourmetrestauranter finder man et bredt spektrum af mere budgetvenlige delikatesser. Det er charmen ved Aalborg, som har noget at byde på for enhver smag.

Nye spisemuligheder i Vesterå

Vesterå er et sandt skattekammer af spiseoplevelser og bestemt et besøg værd for madelskere. Ligesom i resten af Aalborg blomstrer restaurant- og cafébranchen i den populære madgade, hvor nye restauranter hyppigt kommer til. For eksempel har Nordjyllands første veganske restaurant Ubat Veggie slået dørene op til et univers, hvor jordens velsmagende afgrøder og landsdelens velkendte mejeriprodukter er i fokus. Et stenkast derfra er cafékæden Marcellos rykket ind med Café Min Olivia, som blandt andet byder på en 800 grams burger, brunchbuffet og dessert-tapas.

Længere oppe af Vesterå har Aalborgs hotte restaurant Textur åbnet søsterrestauranten Struktur Restaurant & Cocktailbar, hvor der er rig mulighed for at forkæle smagsløgene med både mad og drikke til overkommelige priser. En af de i alt tre indehavere af den nyåbnede restaurant har rødder hos den populære Café Vesterå, som ligger i den tilstødende bygning. Her går man aldrig galt i byen med et menukort, som både har store og små maver for øje.

Spisekammeret på C.W. Obels Plads

I hjertet af Aalborg ligger C. W. Obels Plads, som er et hyggeligt åbent rum med grønne træer og brosten. Den historiske plads danner rammen for en lang række af caféer og restauranter. Størstedelen af spisestederne i området har været der i mange år, og det vidner om, at både lokale og turister elsker at indtage et måltid på pladsen, uanset om det er i solens varme stråler uden for eller i ly for vejret indendørs.

C. W. Obels Plads er særligt kendetegnet ved sit unikke cafémiljø. Det store udbud af caféer rummer blandt andet Café Vi2, som serverer alt fra saftige burgere til overdådige stjerneskud og Klostertorvet, der med en charmerende indretning i tre niveauer – og et flyvende klaver i loftet – byder på en hyggelig og intim stemning. I en lille sidegård til C. W. Obels Plads ligger den smukke Brix Gaard, hvor den italienske delikatesse La Bottega holder til. Stedet hører til den udsøgte restaurant La Locanda dei Liberati, som også byder på autentisk, italiensk kvalitet. Nabopladsen Gammel Torv huser desuden frokoststedet Caféen, som tidligere har vundet prisen Byens Bedste Burger.

Tilbage på C. W. Obels Plads findes også et væld af anbefalelsesværdige restauranter, som er en rejse værd i sig selv. Når sulten melder sig, er det blandt andet muligt at besøge det franske brasserie Brdr. Price, hvor de gastronomiske glansnumre har et twist af ”som vor mor lavede den”, eller Pingvin - Verdenstapas, der tilbyder multietniske tapas, som spænder fra Norden til Middelhavet over Østen og til Sydamerika.

Gastronomi langs Havnefronten

Aalborgs havnefront har de seneste år forvandlet sig fra et industriområde til i dag at være domineret af grønne områder, kulturperler og indbydende havnebade. Havnefronten er altid fuld af liv, og det har sat sine spor med stribevis af lækre spisemuligheder langs vandet. Mange af havnefrontens restauranter er vidt forskellige, men de har en ting til fælles – nemlig en af byens bedste beliggenheder lige ud til havnefronten.

Det er bl.a. muligt at nyde et veltilberedt måltid og samtidig betragte fjorden enten udendørs eller inde hos Bistro V, der er placeret helt centralt ved springvandet på Toldbods Plads. Bistro V er en del af Bryghuset Vendia i Hjørring, som er en af de mest anmelderroste restauranter i Danmark – og det afspejler sig i Bistro V’s høje kvalitet.

Mod øst, forbi Aalborghus Slot og Slotsparken, findes Restaurant JØRN i de arkitektonisk velkendte rammer fra Utzon Centret. Med udsigt til Honnørkajen serverer Restaurant JØRN lækkerier i en klasse for sig selv med basis i sæsonbaserede, friske råvarer.

Lige bag Restaurant JØRN ligger den lille aalborgensiske perle Hos Isidor Henius. Her hersker ånden fra De Danske Spritfabrikker i kombination med rødternede duge, mormors musselmalede service og Madam Blå. Menukortet byder blandt andet på den ægte smag af Aalborg i form af traditionelt dansk smørrebrød og en lille skarp.

Er man på jagt efter de aalborgensiske gourmetperler, må man ikke glemme at aflægge et besøg hos Musikkens Spisehus i Musikkens Hus. Den fjordvendte restaurant byder på et bredt udvalg af enkle retter af høj kvalitet baseret på lokale råvarer og serveret i uformelle rammer, som kan nydes i vandkanten.

Familierestauranten Restaurant Sanya, som også er placeret I Musikhuskvarteret, er ligeledes et besøg værd. Restaurant Sanya er yderst populært og kan kalde sig byens største asiatiske restaurant. Det er anbefalelsesværdigt at kaste sig ud i den populære buffet, der rummer både frisklavet sushi, mongolian barbecue, et stort udvalg af kinesiske retter, stor salatbar, frisk frugt samt kaffe og te.

Læs mere om Aalborgs mange spisemuligheder her.

Del denne side

Find flere billeder

Læs mere om byplanlægning og kommende projekter på Aalborg Kommunes hjemmeside...

Det sker i Aalborg

Det sker i Aalborg

Aalborg summer af aktivitet året rundt. Det kulturelle udbud er stort og varieret - fra store shows, koncerter og teaterforestillinger til små intime livekoncerter. Se de mange begivenheder her...