Musikkens Spisehus i Aalborg

Gastronomien i Aalborg blomstrer

Foto: VisitAalborg

Nordjylland er hele Danmarks fødevarekammer, og Aalborg er metropolen i centrum, hvor du kan opleve råvarerne serveret i unikke, hyggelige og autentiske omgivelser på byens markante restauranter.

Velkommen til Aalborg - en by i vækst, en by i udvikling og en by der elsker at få gæster. Nye moderne arbejdspladser har afløst de tunge industrielle hverv, studerende fra hele landet søger mod Aalborg Universitet, Havnefronten dirrer af innovation og den kulturelle scene er eksploderet ud over hele byen. Sideløbende med alle disse iøjnefaldende forandringer har gastronomien fået lov til at stå og simre ovre i hjørnet – og nu er den klar til at blive serveret!

Det er ikke længere kun Mortens Kro, der repræsenterer Aalborgs gourmetscene. Restaurant Fusion, Restaurant Bühlmann, Restaurant TabuRestaurant ApplausBistro 59, Rusk, Nam, Princes Juliana, La Locanda, San Giovanni, Musikkens Spisehus, Rositas Bistro, Bistro V, Brdr. Price og Søgaards Bryghus anerkendes også for deres høje gastronomiske niveau.

Hele Danmarks fødevarekammer

De gode råvarer har altid været inden for rækkevidde i den nordjyske restaurationsbranche. Nordjylland kan byde på noget af det allerfineste landbrug i Kongeriget Danmark. Kartofler dyrkes, ost produceres og frisk fisk og skaldyr fanges. Bryghusene skyder op af den nordjyske spagnum med Bryghuset Vendia, Søgaards Bryghus og Skagen Bryghus i spidsen og selv vin produceres lokalt på fem forskellige vingårde i regionen.

Det er ikke kun de traditionelle restauranter, der kan byde på nordjyske specialiteter. Ambitiøse og innovative projekter som BoxTown, Food Trucks og Aalborg Street Food Køkkenfabrikken har taget de første spadestik, og inviterer turister og lokale inden for til nye spændende madoplevelser i autentiske omgivelser rundt om i byen. 

Øget konkurrence giver større udvalg

De mange nye aktører på gourmetmarkedet har bidraget til en øget konkurrence på feltet, der i sidste ende kommer alle byens sultne gæster til gode. Kampen om at skille sig ud i mængden og tilbyde gæsterne noget helt særligt er i den grad intensiveret. Derfor ses der i det aalborgensiske bybillede, og i regionen generelt, vidt forskellige menukort i forskellige prisklasser.

Det italienske, franske, spanske, nordiske, amerikanske køkken, asiatiske specialiteter, sydamerikansk kogekunst og danske klassikere er alle repræsenteret og fortolket af dygtige kokke med internationalt snit. Gå på opdagelse og få bestilt!

Bent Christensen, redaktør for Den Danske Spiseguide og dansk gastronomis grand old man, har også lagt mærke til udviklingen. Ja han siger sågar, at den skærpede konkurrence er med til at "geile" de ambitiøse og talentfulde kokke op og presse dem til at gøre det endnu bedre. Og det er jo lige præcis dét konkurrence kan; få en restauratør ud af fjerene, ud til de gode råvarer, op på hesten og hjem til gryderne.

Michelin-stjerner til Aalborg og Nordjylland

Nogle af egnens toprestauratører er gået sammen om at skabe opmærksomhed omkring den gastronomiske udvikling i området, og har til formål at få Nordjylland på Michelin-landkortet.

De nordjyske restauratører får dog anerkendelse fra den nordiske spiseguide The White Guide. Restaurant Fusion og Alimentum er på den nyeste udgave af den fine liste over Nordens bedste spisesteder. Og det er vi bare godt og grundigt nordjysk stolte over!

Endnu engang velkommen – og ikke mindst velbekomme!

Læs mere om de mange restauranter i Aalborg her...