Jomfru Ane Park

International hæder til Aalborg: VisitAalborg bliver certificeret grøn turismeorganisation

8/28/2020
Foto: VisitAalborg

VisitAalborg har netop modtaget den prestigefyldte Green Tourism Organization-certificering, som er sat i verden for at hylde de destinationer og organisationer, som yder en særlig indsats for bæredygtig turisme.

Selvom den nordjyske turismebranche er blevet vendt op og ned efter coronakrisens indtog, så har Aalborgs officielle turistorganisation VisitAalborg ikke løftet foden fra speederen, når det kommer til bæredygtighed. Det har resulteret i, at Aalborg endnu engang modtager international hæder som grøn destination.

VisitAalborg har netop modtaget Green Tourism Organization-certificeringen, som er sat i verden for at bakke op om de destinationer og organisationer, som gør noget særligt for bæredygtig turisme. Organisationen er forud for certificeringen blevet vurderet ud fra op mod 140 forskellige kriterier, herunder ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb og krav i forhold til organisationens eget forbrug.

- Bæredygtighed spiller i stigende grad en stor rolle, når nationale og internationale turister udvælger rejsedestinationer. Det gælder for den almindelige ferieturist, men det gælder i særdeleshed også for de mere organiserede former for turisme som events, konferencer og møder. Virksomheder og organisationer foretrækker i højere grad destinationer, der tager hensyn til lokalt og globalt miljø og klima og ellers udviser en bæredygtig adfærd, fortæller konst. direktør i VisitAalborg, Anja Mathiasen, og fortsætter:

- Det er derfor med stor glæde, at vi modtager Green Tourism-Organization-certificeringen, som gør det endnu nemmere for turister og virksomheder at finde vej til verdens grønne destinationer.

Green Tourism Organization-certificeringen blev, ligesom miljømærket Green Key, skabt for 25 år siden af Friluftsrådet og HORESTA i samarbejde med den daværende Forening af Danske Turistchefer. Siden har certificeringen spredt sig til 65 lande og 3.200 turistvirksomheder, og VisitAalborg bliver således en ud af fire danske destinationer og organisationer, herunder Wonderful Copenhagen, VisitAarhus og Inspiring Denmark, der kan bryste sig af den internationale titel.

VisitAalborg er meget optaget af at indgå i partnerskaber for at styrke den regionale udvikling og for at løfte den bæredygtige dagsorden på tværs af virksomheder og forretningsområder. Organisationen samarbejder til dagligt med Center for Grøn Omstilling, Aalborg Kommune og en række øvrige aktører og interessenter om en grønnere by, hvor bæredygtig turismeudvikling er et centralt indsatsområde.

- Jeg er utrolig glad for at være borgmester i en kommune, hvor vi har en turistorganisation, det tager et socialt ansvar og medvirker til at accelerere den grønne omstilling. Det er helt i tråd med Aalborgs dna, hvor hensyn til miljø og klima længe har været øverst på dagsordenen. Oplevelsesøkonomien er en vigtig spiller i forhold til at få skabt en stærk grøn kommune, hvor vi har alle med. Bæredygtighed er nemlig ikke kun et spørgsmål om forbrug i traditionel forstand men handler også om, hvordan vi bruger vores by og natur, når vi er på ferie, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, og fortsætter:

- VisitAalborg er en fantastisk samarbejdspartner og en meget vigtig ambassadør for Aalborg, og de værdier kommunen står på. Derfor har det også stor betydning, at de nu modtager Green Tourism Organization-certificeringen.

I 2019 indtog Aalborg desuden en femteplads på det internationale Global Destination Sustainability Index og placerede sig i top-5 i kategorierne ”Leadership in Sustainability Award” og ”Best Improver Award”, som henviser til den imponerende fremgang på 15 pladser til toppen af indekset.