Kildeparken

Aalborg er blandt de bedste i verden til bæredygtighed

12/2/2019
Foto: VisitAalborg

Hos VisitAalborg er vores ambition at fremme og efterleve social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed herunder at arbejde med FN's 17 mål for bæredygtig udvikling.

Det har blandt andet resulteret i en flot 5. plads, da Global Destination Sustainability (GDS) Index 2019 blev offentliggjort på den årlige ICCA kongres i Houston. Aalborg var ovenikøbet blandt top 5 i hele to kategorier - ”Best Improver Award” og ”Leadership in Sustainability Award".

- Vi har længe arbejdet målrettet med strategiske bæredygtighedsindsatser, og det glæder mig derfor, at vores hårde arbejde belønnes med de flotte placeringer på GDS Index 2019. Et grønt Aalborg vil også fremadrettet være vores drive, hvilket vil være en strategisk indsats i fremtiden, hvor vi intensiverer fokusset på bæredygtighed inden for alle vores forretningsområder, siger Anja Mathiasen, konstitueret direktør i VisitAalborg.

Global Destination Sustainability Index er et samarbejdsforretningsinitiativ, der er lavet for at hjælpe turismeorganisationer, kongresbureauer, begivenhedsplanlæggere og MICE-leverandører til at drive, promovere og anerkende ansvarlig praksis inden for erhvervslivets turisme og events. 

Som medlem af GDS Index indrapporterer VisitAalborg og Center for Grøn Omstilling årligt på Aalborgs samlede præstation ud fra specifikke spørgsmål inden for nøgleområderne City Environmental Performance, City Social Performance, Supplier Performance og Destination Management Performance. Aalborgs placering er således afhængig af en kollektiv indsats på tværs af fagområder og værdikæder for at gøre byen til en bæredygtig destination.

- De indsatsområder, som ligger bag Aalborgs flotte placering, efterlever vi naturligvis også selv hos VisitAalborg. Det kommer i høj grad til udtryk gennem vores adfærd, forbrug og projekter. Helt lavpraktisk affaldssorterer vi og genanvender materialer internt i huset, og derudover tager vi eksempelvis aktive valg i forbindelse med vores egen årlige konference ITAB, hvor blandt andet transport, venue og forplejning er bæredygtig, slutter Anja Mathiasen.

Du kan se nærmere om VisitAalborgs konkrete indsatsområder her.