Itab 2019

ITAB2019: Tak for i år

12/2/2019
Foto: VisitAalborg

I sidste måned løb dette års ITAB-konference af stablen, hvor over 200 turismefolk og en række særligt inviterede studerende var samlet omkring årets tema: Destinationsudvikling og Lederskab. 

Dagens oplægsholdere bestod dels af en række førende destinationschefer fra hele verden, som delte erfaringer fra deres daglige strategi- og promoveringsarbejde, og dels udvalgte Key Note Speakers, som gav deres besyv på udvalgte udfordringer i fremtidens turismeverden.

Den rette balance
Key Note Speaker Doug Lansky indtog som første mand scenen med sine velovervejede tanker om turisme i balance. Den anerkendte rejseforfatter fastslog blandt andet, at mange turister ikke nødvendigvis går hånd i hånd med større profit, og at destinationer således bør have lige så store overvejelser omkring områdets lokale borgere, som de har i forhold til potentielle turister.

Dagens gæster fik eksempler fra virkeligheden, da direktør hos Visit Faroe Islands, Guðrið Højgaard, præsenterede en række kreative og ikke mindst spektakulære markedsføringskampagner, som for alvor har sat Færøerne på turismeverdenskortet. Indsatserne har nemlig medført imponerende medieopmærksomhed og en øget tilvækst i antallet af turister, som man nu imødekommer med tiltag som ”Closed for Maintenance” – uden at gå på kompromis med de faste beboere.

Strategiske fremtidsplaner
Et tilbagevendende emne blandt destinationscheferne var langsigtede strategier. Jeff Hessel, som er Senior Vice President for marketing i Tourism Calgary, gav blandt andet konferencedeltagerne et indblik i, hvordan canadiske Calgary har haft succes med at udbrede områdets mange oplevelser gennem det kreative brandkoncept ”Eager to Share”. Tanken bag er at dele det bedste af Calgary og skabe en følelse af fællesskab blandt brugerne – præcis som vi selv stræber efter med WeShareAalborg.

Turismechef for Bay of Plenty i New Zealand, Kristin Dunne, præsenterede ligeledes et grundigt strategiarbejde, som har dannet grundlag for destinationens nuværende organisering som DMO (Destination Management Organisation). En særlig drivkraft bag strategien har været en enorm kærlighed til turister og en stolthed over områdets helt særlige dna. 

Key Note Speaker Robert Govers supplerede med sine tanker omkring vigtigheden af genkendelige brands, der tager udgangspunkt i destinationers unikke særkender.

Sprudlende ledelsesbudskaber
Dagens sidste Key Note Speaker var professor Eddie Obeng, som stillede skarpt på lederskab i forandringsprocesser. Obeng tog deltagerne med storm, da han gav mulighed for at præge oplægget med henblik på at skabe så konkret og relevant output som muligt. 

Obeng fokuserede i høj grad på frygt i forandringsprocesser og gav med sin energiske præsentation deltagerne en masse redskaber til at håndtere de forestående forandringer i turismelandskabet.

Tak til både oplægsholdere og deltagere for ITAB2019. Vi ses til næste år, når vi endnu engang tager pulsen på turismebranchens nyeste tendenser.