©  Foto:

Ejdrup Kirke

Ejdrup Kirke er opført i de 12. århundrede og bobler af nostalgi med sit typiske udtryk. Klokken på tårnet er støbt i år 1842 og bærer inskriptionen: "Herre, lad mig lyde, og mange til dit hus indbyde".

Ejdrup kirke er en typisk landsbykirke beliggende i den sydlige ende af Ejdrup. Kirken er bygget af granitkvadre omkring det 12. århundrede, og selve kirken er fra romansk tid. Tårn og våbenhus er tilbygget sidst i middelalderen. Prædikestolen er fra 1625, og den er udsmykket med træskårne relieffer med de fire dyder – tro, håb, kærlighed og retfærdighed - afbilledet som fire kvindeskikkelser, der bærer hvert sit symbol.

Renovering i 2013

Altertavlen er i renæssancestil med to billeder - et stort fra ca. 1600, som forestiller korsfæstelsen, og øverst et mindre billede af opstandelsen. Kirken blev renoveret i 2013, og i den forbindelse kom der ny farvesætning i kirken samt et nyt alterbillede udformet af Erik Heide.

Kirkeskib

I 2004 blev kirken skænket et kirkeskib – en model af skibet ”Corinthian”, som er det største skib, der har hørt hjemme i Nibe. Skibet endte sine sejladser, da det i 1864 sank på en rejse fra Göteborg mod New York. Modellen i Ejdrup kirke er udført af skibsbygger Knus Rønfeldt fra Aalborg Marinemuseum.

Læs mere om Ejdrup Kirke...