©  Foto:

Fjordbyen

I Aalborg Vestby, tæt ved Skudehavnen finder man Fjordbyen. Bydelen ligger tæt ved fjorden og består af små, selvbyggede og ofte meget farverige huse, som bærer præg af, at her bor en del kunstnere.

Gammel fiskerby
Fjordbyen begyndte at spire frem i 1930’erne, hvor mange af byens fattigfolk supplerede deres sparsomme indtægter med fiskeri. De fattige fiskere brugte skurene i Fjordbyen til at opbevare deres garn og fiskegrej, som ly for vind og vejr, når blæsten gik frisk over Limfjordens vande.

Kolonihaver
I dag er de små fiskeskure bygget om til hyggelige boliger, og området har fået officiel status som kolonihaveforening. Dog er der langt fra kolonihavernes trimmede græsplæner og velklippede hække, til de fantasifulde og selvbyggede huse i Fjordbyen.

Central beliggenhed
Hvis man er på spadseretur langs Aalborgs havnefront, er det oplagt at kigge forbi Fjordbyen for at se de fine huse og nyde stemningen. Kig også forbi Fjordbyens Kulturcenter, hvor man altid kan få sig en sludder og en billig øl.  

Læs mere om Fjordbyen i Aalborg...